Bridgewalking - Brovandring
Den Gamle Lillebæltsbro

 

Jeg drog lørdag den 23. juli 2016, sammen med min tidligere svoger, Svend Erik Munk Larsen, sidst på eftermiddagen, ned til Bridgewalking over Lillebælt. På billedet er jeg nummer syv fra højre. Nummer otte er Svend Erik med de mørke solbriller.

 

Tekst og fotos af Per Brunsgård, Tim.

Printervenlig version

Fotos oppe fra selve broen af guid: Signe.

De to kommuner Middelfart og Fredericia fik fra en borger i Middelfart en god idé. Det gik ud på at etablere Bridgewalking, øverst oppe, på Den Gamle Lillebæltsbro - ligesom i Sydney i Australien. Efter rigtige mange undersøgelser og møder med forskellige myndigheder, etablerede de to kommuner, Bridgewalking Lillebælt.
Hendes Kongelige Højhed, Kronprinsesse Mary, fik så den 10. maj 2015, klokken 12.15, æren for den officielle indvielse af Bridgewalking Lillebælt, øverst oppe, på den gamle bro, fra 1935, hvor hun sendte 1.000 balloner til vejrs i det skønneste solskinsvejr.
Om det er det royale islæt, der får folk til at valfarte ned til Lillebælt, det flotte vejr på åbningsdagen, eller den fantastiske oplevelse de mange gæster får i selskab med dygtige guider skal være usagt.

 

Efter sikkerhedsinstruktionen og omklædningen drog vi ud på brovandringen i de 60 meters højde. Vejret var den dag jeg var med på vandringen perfekt, strålende solskinsvejr og varmt. Udsigten øverst oppe, fra broens top, var enestående.

Brovandringen er blevet en bragende succes, der viser, at attraktionen tiltrækker alle aldersgrupper, og at de gerne kommer igen. Mange af dem der har prøvet det anbefaler attraktionen til deres venner og familie.
I godt det halve år, maj - december 2015, gæstede omkring 33.000 broen. Gæst nr. 10.000 og 25.000 blev fejret med kransekage og champagne. Ikke længe efter passerede nr. 50.000 Den Gamle Lillebæltsbro, det blev ligeså også markeret.
Der er ingen tvivl om, at Bridgewalking Lillebælt er kommet for at blive.
Der er dagligt åbent for bridgewalking over Lillebælt. Det er kun vejret der afgør om man kommer op eller ej.
Enkelte brudepar har, trods højdeskræk, taget hinanden i armen og spadserede op på toppen af broen og foretog en borgerlig vielse.

 

Under vandringen over broen, gjorde vi adskillige stop, hvor vi fik lejlighed til at få et ophold og nyde den fantastiske udsigt. Guiden fortalte om broens historie og oplyste os om kikket ud over Lillebælt.

 

     

Den Gamle Lillebæltsbro er en gitterdragerbro på 1178 meter. Broen blev indviet den 14. maj 1935. På billedet til højre står Svend Erik og jeg på toppen, i 60 meters højde, tværs over jern- og kørebanen.

Sikkerheden for at deltage i brovandring over Lillebælt er for de fleste let at opfylde, ikke mange har måttet opgive.
Man skal være minimum 140 cm høj og have praktisk fodtøj på. Ingen løse genstande, som kamera, pung, eller lignende må medbringes på turen. Guiderne tager fotos af alle deltagere som kan dovnloades
ned fra Bridgewalkings hjemmeside. Bridgewalking er ikke egnet for bevægelseshæmmede og kørestolsbrugere.
Turen over broen tager ca. 2 timer inkl. sikkerhedsinstruktion og omklædning, hvor alle deltagere iklædes en grå overtræksdragt, for at falde godt ind i broens gitterdragere, så trafikken nede på kørebanen ikke forvirres af de mange forskellige farver, der ellers ville fare rundt i luften.
På hver hold deltager 20 personer. Alle hold starter fra Fyns side. Man går i Lillebæltsbroens gitterdragere, over bæltet i broens venstre side. For enden drager man, op på toppen, over køre- og jernbanen, inden man spadserer tilbage mod Fyn i broens højre side.
Dengang brovandringen åbnede koster det for voksne: 269,00 kr. og for børn under 16 år: 199,00 kr. I dag er det steget med 10,00 kroner.

     

Nede foran broen ventede vi alle spændt på, at der blev givet signal til at vandre op i broens gitterdragere. Vi var alle iklædt en grå overtræksdragt, for at falde så meget ind i broen som muligt. Den grå overtræksdragt fik alle deltagere lov at beholde.

 

     

Vi spadserede langs Lillebæltsbroens gitterdragere i omkring 60 meters højde. Vi var selvfølgelig linket fast til stålkonstruktionen via en kugle, vi havde spændt fast om maven, der kørte hele vejen rundt i en skinne.
På billedet til højre ses Svend Erik og jeg.

I 1929 påbegyndte man opførelsen af Den Gamle Lillebæltsbro mellem Fyn og Jylland. Broen var i sin tid en kæmpemæssig ingeniørbedrift, det blev til en gitterdragerbro. Broen sikrede den første faste forbindelse mellem Fyn og Jylland og måtte dermed erstatte færgeoverfarten mellem Snoghøj ved Fredericia og Middelfart.
Broens indvielse fandt sted den 14. maj 1935. Den Gamle Lillebæltsbro er 1178 meter lang og har en fri gennemsejlingshøjde på 33 meter. Broen kostede dengang 32 millioner kroner at bygge og anvendes i dag af tog, bilister, cykler og fodgængere.

     

Brovandringen over Lillebælt er blevet et stort tilløbsstykke. Adskillige tusinde tager, hvert år, ud på vandringen over vandet mellem Fyn og Jylland. På billedet til højre ses folk på vej tværs over køre- og jernbanen i en højde af 60 meter over vandet.

 

     

Efter vandringen på broen spadserede jeg sammen med vores guid, Signe, der ledsagede os alle øverst oppe på Den Gamle Lillebæltsbro. Turen rundt var en fantastisk oplevelse. Alle steder fra broen var der udsigt til den nye Lillebæltsbro, der blev indviet den 21. oktober 1970.

 
Københavns Metro
Storebæltsforbindelsen
Øresundsforbindelsen
Folkecykling over DEN NYE LILLEBÆLTSBRO
Brovandring inde i Sallingsundbroen

Parken Danmarks Nationalstadion