Wave Star Energy
Bølgeenergi

 

Kronprins Frederik drog, tirsdag den 23. august 2011, med følge ud på bølgeenergianlægget og fik en fyldig beskrivelse af, hvordan maskinen virkede.

Tekst og fotos af Per Brunsgård, Tim.

Printervenlig version

Ved middagstid ankom kronprins Frederik til Wave Star Energy - Bølgeenergi ud for Roshage i Hanstholm.
Direktør Jørgen Mads Clausen og teknisk chef Laurent Marquis tog imod kronprinsen og fulgte ham ud på bølgeenergianlægget. Frederik fik en komplet beskrivelse af, hvordan bølgemaskinen virkede, så han kunne forstå principperne for udviklingen af bølgeenergi. Han fik samtidig en orientering om ideen bag og tilblivelsen af Wave Star.
Den 18. september 2009 blev en stor og vigtig dag i Wave Star Energy's 6 år gamle historie. Den nye generation af Wave Star maskinen blev installeret i Hanstholm - og der blev sat en milepæl inden for international bølgeenergi!

Bølger og vind skal spille sammen.
Wave Stars vision er, at bølgeenergi i fremtiden kommer til at spille sammen med vindenergi. Bølgeenergi anlæg kan med fordel placeres i sikkerhedszonerne mellem vindmøllerne i havvindmølleparkerne. I de zoner er der god plads og god fornuft i at placere bølgeenergi anlæg. Det er mange af de samme teknologier, der bruges til vindenergi og bølgeenergi, og ved at lade dem spille sammen i havvindmølleparkerne kan man øge den samlede produktion af alternativ energi i området med op til 30 procent, oplyser teknisk chef for Wave Star, Laurent Marquis, til Thisted Kommune.
Med de perspektiver tror Laurent Marquis, at bølgeenergi kommer til at spille en væsentlig stor rolle som alternativ energi i fremtiden. Især som en stor eksportvare, der kan være med til at skabe mange jobs i Danmark.
Økonomisk set er Danmark ikke så interessant, når det handler om bølgeenergi. Dertil er mulighederne for få, set i forhold til investeringen. Men kigger man ud over Danmark er der store muligheder i andre europæiske lande, USA, Sydafrika og Asien. På de markeder vil man, som det er sket med vindenergi, kunne skabe et nyt industrieventyr med bølgeenergi, har Laurent Marquis oplyst Lars Bo, Al Kommunikation, Thisted Kommune.

      

      

Kronprinsen tog trappen op til toppen på bølgeenergianlægget.

Wave Star's direktør og teknisk chef gav Frederik en komplet beskrivelse af, hvordan bølgemaskinen virkede. Nedenunder var Frederik med i anlæggets maskinrum.

Først studerede hele følget de ydre rammer, inden de gik indendøre i maskinrummet.

           

Effekten pr. flyder er fra min. 25 og op til 50 kW, ved en 2,5 meter signifikant bølgehøjde.

Fra venstre: Teknisk chef Laurent Marquis, kronprins Frederik, og direktør Jørgen Mads Clausen fik en vældig snak om energi projektet.

For at det ønskede og den vision skal gå i opfyldelse for Wave Star Energy er det imidlertid nødvendigt, at både beslutningstagere og folk i al almindelighed får øjnene op for fordelene ved at anvende bølgeenergi, siger Laurent Marquis.
I den forbindelse var Wave Star Energy meget glade for at få kronprins Frederik på besøg. De vidste, at kronprinsen er meget optaget af energi- og klimaspørgsmål. Derfor er det deres håb, at han efter besøget her på sine rejser rundt om i verden, vil fortælle om de testforsøg, der laves på Wave Star. Bedre ambassadør kan man ikke få for bølgeenergi, oplyser Laurent Marquis.
Klokken 13.00 forestod Hotel Hanstholm kommunens frokost for kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, samt de indbudte gæster, der allerede forinden, de kongelige ankom, havde indtaget deres pladser. Hotel Hanstholm har tidligere haft kongelige gæster på besøg, regentparret søndag den 30. juni 2002.
Efter frokosten fortsatte Mary og Frederik hvert sit program. Kronprinsessen under ledsagelse af 1. viceborgmester Ulla Vestergaard (A) og kronprinsen under ledelse af borgmester
Lene Kjelgaard Jensen (V).
Kronprins Frederik drog til Klitmøllers nye "Waterfront" - Cold Hawiii, hvor Thisted Kommunes tekniske direktør Torben Juul-Olsen tog imod og fremviste "Foreningsvejen" og "Hummerhuset". Hummerhuset stod knapt færdigt, men blev trods det, dog indviet af Frederik, der klippede snoren over. Hummerhuset bliver hjemsted for såvel surfklubben NASA og for BFN Biologisk Forening for Nordvestjylland. På et blåt hav vippede havkajakker og folk på surfbrætter, mens deres udsigt til den royale gæst ved hummerhuset var ligeså begrænset, som kronprins Frederiks udsigt over havet, for mellem hus og hav stod hundredevis af mølboer for at hilse på dagens gæst. Inde i huset fik Stian Eide og Tage Leegaard fra henholdsvis NASA og BFN lejlighed til en kort ordveksling med kronprinsen.
Byggeriet af Foreningsvejen var lagt i hænderne på entreprenørfirmaet Bodilsen A/S, Hanstholm, og Hummerhuset opført af murermester Ralph Marx, Hørdum, Tømrerfirmaet Åge Pedersen, Heltborg, Skjoldborg VVS, Elektrikeren Thy, Thisted samt malermester Steen Hove Pedersen, Hurup.

 

 

Ledsaget af teknisk direktør Torben Juul-Olesen ankom kronprinsen til Hummerhuset i Klitmøller.

Trods Hummerhuset endnu ikke var helt færdigt klippede kronprins Frederik dog snoren og indviede byggeriet.

Initiativet fik et royalt ønske om "held og lykke fremover" med på vejen af Frederik.

Kronprinsesse Marys eftermiddag fandt sted i Nationalparken Thy, Skovbørnehaven Skovly. Naturen er omdrej-
ningspunktet i alle aktiviteter med børnene. Skovbørnehaven Skovly er nemlig en anderledes børnehave, hvor børne-
ne opholder sig ude i al slags vejr hele året – også om vinteren. Skovly blev etableret i 1993 og i dag har børnehaven
37 børn, fem pædagoger og to pædagogmedhjælpere.

Fællesprogram

Sidst på dagen samledes kronprinsparret igen efter hvert sit program. Karetturen gennem Thisteds bymidte op til Store Torv, hvor lokale artister optrådte med musikalsk underholdning.
Foto lånt af Maja Elisabeth Larsen, Humlum.

Den officielle del af programmet sluttede på Store Torv i Thisteds bymidte, hvor kronprinsparret samlet ankom i karet, ledsaget af borgmesteren og hendes mand. Karetturen gennem byen gik fra beredskabsstyrelsen, ad Simons Bakke, Thisted Kystvej, og Storegade, gågaden, til Store Torv, hvor Frederik og Mary, efter en forfriskning på Det gamle Rådhus, kom ud på Torvet og overværede musikalsk underholdning fra scenen.
Thisted Kirkes Drenge & Mandskor, som kronprinsessen er protektor for, stod på scenen klar og sang H. C. Ander
sens "Danmark mit fædreland" der var en del af den musikalske underholdning. Godt 3000 mennesker havde fundet vej til Thisteds bymidte, Store Torv, hvor de mange fremmødte kunne tiljuble og flagre for kronprinsparret.

           

Efter en forfriskning på Det gamle Rådhus i Thisted tog hele følget deres pladser på torvet.

Det lokale band Onplugged gik på scenen og gav et par numre for alle de fremmødte.

 

 

Hip Hop Danserne, Thisteds Danmarksmestre, Pitbulls & Bulldogs faldt i både kronprinsens og borgmesterens smag under deres optræden.

Thisted Kommunes borgmester sluttede dagen af med at takke Mary og Frederik for besøget i Kommunen.

Borgmester Lene Kjelgaard Jensen gav til slut kronprins Frederik og kronprinsesse Mary et officielt tak for deres besøg, inden de, i Krone 2, tog tilbage til Hanstholm, hvor der senere, om aftenen, var reception på Dannebrog for de særlige indbudte gæster.